Ça Va

Det var tydeligt at højsæsonen var overstået. Restauranter og strande var ikke længere overfyldt. Der var kun levende musik i weekenden. Pariserhjulet på stranden stod stille noget af tiden. Det lille turisttog kørte en gang imellem. Flere butikker havde sat priserne ned og beboernes gennemsnitsalder var over laveste pensionsalder. De fleste var franske, men indimellem var der tyskere, belgiere og schweizere.

– We have been here since the last 20 years. The weather is nice and it is not so hectic in October, fortalte tyskeren Jürgen os på en perfekt New Yorker dialekt.

Vi cyklede langs stranden til nabobyen Bormes les Mimosas. Badede, nød solen og varmen om dagen og den kølige og rene bjergluft om aftenen.

Der var roligt i havnen. En gang imellem kom en båd tilbage fra, hvad der lignede en længere tur. I weekenden sejlede et par både ud på dagsture . Enkelte motorbåde blev taget op af vandet og kørt på trailer til en plads inde i landet. Et par gæstebåde så ud til at gøre klar til at overvintre.

Men sejlsæsonen var langt fra slut. Vi beslutttede at sejle videre og opleve mere af Cote D’Azur.

Tidspunktet var godt. Temperaturerne behagelige, havnene ikke overfyldt og havnepengene til at betale.

Under klargøringen havde vi købt en del småting i skibsprovianteringen og var blevet venner med indehaveren. Inden afgang købte vi et italiensk og et spansk gæsteflag.

– Italie et Espagne. Whiire are y’ going? fnisede han mens han tastede beløbet ind på terminalen.

– Cote D’Azur, svarede vi – but we will not exclude Italy or Spain.

Sidst på eftermiddagen anduvede over 20 sejlbåde indenfor 30 minutter. Alle charterbåde med en professionel besætning på 2-4 mand fra Kroatien. De resterende over 100 besætningsmedlemmer var russere.

– I am from Siberia, svarede en kraftig yngre mand og på vores spørgsmål om hvor i Sibirien svarede han smilende – Novosibirsk.

Russerne arbejdede i samme virksomhed. Fra Novosibirsk var de fløjet til Moskva, derfra til St. Petersborg og til sidst til Nice, hvorfra de var kørt i tog til Toulon.

Den 7 dages firmatur eller regatta som russeren kaldte den gik fra Toulon til St. Tropez og tilbage igen samme vej.

Deres næste stop var ligesom vores St. Tropez .

Vi gik ud af havnen lidt før den russiske regatta. Der var ingen vind. Vi gled forbi den spektakulære kyst for motor. Lidt efter kom vinden. Men den var stik imod. Og da vi ligesom de fleste af nutidens fritidssejlere ikke gider krydse på de korte strækninger fortsatte vi for motor. (I vores unge dage var det udtryk for dårligt sømandskab hvis en sejlbåd brugte motoren, når der var vind)

Det var mandag. Der var mange både på vandet. Det var varmt. Vi vinkede til de forbipasserende, der var klædt i shorts og t-shirts eller var i bar overkrop.

Efter et par timer nåede vi til Cap de Saint Tropez, der  ligger ved enden af halvøen, som  skaber Saint Tropez bugten

St. Tropez har sit navn efter den kristne martyr Saint Torpes af Pisa. Ifølge legenden blev han halshugget af Kejser Nero og hans døde legeme lagt i en båd, der drev i land ved byens nuværende placering.

Byens ry som det internationale jet-sets sommerresidens opstod i 1950’erne. Det var her filmen ‘Og Gud skabte kvinden’ blev optaget. Brigitte Bardot havde hovedrollen. Filmen blev en kæmpe succes og blev starten på Bardot’s status som internationel stjerne. Få år senere flyttede hun til St. Tropez. Det betød meget for udviklingen. Så meget at byen for et par uger siden afslørede en 2,5m høj statue af den nulevende legende på hendes 83 års fødselsdag

Udenfor havnen lå et par opankrede megayachts. Nærmest som et symbol på byens ry.

Men da vi gled ind mellem de to molehoveder afsløredes en hyggelig havn omkranset af lave maleriske bygninger, cafeer og restauranter. På kajen var der musikere og malere.

På vejen hen til capitaineriet lå et diskotek eller club som det vel kaldes i de kredse. Ved indgangen var en væg dækket med fotos af de prominente gæster som f. eks George Clooney, Lady Gaga, Mike Tyson, Beyoncé og Prins Harry.

Vi gik ind i Capitaineriet.

– Français ou anglais ?, spurgte den venlige dame i receptionen

– Anglais, svarede vi. Afleverede bådens papirer og blev noget overraskede, da højsæsonens pris dukkede op i terminalens display.

– It is not yet low season, forklarede hun og fortsatte – We have Porsche Paradise next weekend, Dragon Gold Cup the weekend after and then the big Market.

Faciliteterne i havnen levede ikke op til prisen. Havnen var urolig. Der var ingen WiFi. Toilet- og  badefaciliteter var ´hors service´og broen ud til vores plads lå i total mørke om aftenen.

Efter en enkelt overnatning sejlede vi videre ind i bugten og nåede efter 20 minutters sejlads til Cogolin. Her blev vi et par dage. Cyklede rundt i området og så blandt andet den hyggelige kanal og havneby Port Grimaud, som også kaldes Frankrigs svar på Venedig.

Efter et par timers skøn sejlads for sejl med en halvvind på 5-7 m/s nåede vi til byen Frejus.

Her blev vi igen et par dage inden vi sejlede videre til Cannes.’

ps

Hvis du gerne vil have besked når der er en ny beretning eller video er du meget velkommen til at tilmelde dig vores mailliste. Det gør du ved at trykke her. Og bare rolig. Din email bliver ikke videregivet. Du får kun mail, når der er et nyt indlæg eller video. (Det er ikke så tit). Du kan afmelde  dig til enhver tid. Og det er gratis.