Mod vinterhavn

Der lå et stort sejlskib ud for Cannes. På AISen kunne vi se det hed Royal Clipper. Vi googlede navnet og fandt ud af, at Royal Clipper er en 5-mastet klipper. Hun er bygget efter tegninger til det tyske sejlskib Preussen, som forliste i 1910 i den engelske kanal. 100 år senere genopstod Preussen så som cruiseren Royal Clipper, der med en besætning på 106 mænd og kvinder kan medtage op til 227 passagere.

Nu var Royal Clipper nået til Cannes og lå for anker tæt ved den gamle havn, mens passagererne blev fragtet til og fra land i særlige landgangsfartøjer.

Vi passerede det imponerende sejlskib (det er verdens næststørste) og sejlede ind i havneindløbet. Næsten samtidig landede en helikopter på helipladsen på molen på vores bagbord side.

Vi kaldte havnekontoret  på VHFen. Der var ingen svar og vi fandt selv en ledig plads. Da vi havde fortøjret, gik vi op til kontoret. I receptionen var en lang skranke. Bag den sad en yngre mand og en yngre kvinde. Længere nede langs den lange skranke sad 3 ældre mænd med VHF radioer og en skærm, hvor hele havnen kunne overvåges. Til venstre residerede en nydelig middelaldrende dame bag sin helt egen skranke. Bag hende var et par kontorer, bemandet med hvad der lignede yderligere administrativt personale.

Vi gik hen til den yngre mand.

– God dag. Vi er fra båden Heron fra Danmark og har lagt os på plads E43. Vi vil gerne overnatte her, sagde vi og rakte ejerbevis og forsikringspolice over til den yngre mand.

Den yngre mand kiggede begejstret på ejerbeviset.

Det er udstedt af Foreningen Til Langturssejladsens Fremme. I daglig tale FTLF. Øverst på forsiden er en kongekrone. Under den står der med flot skrift Danish Yacht Register. Midt på siden er Herons data, vores navne og fotos af os og Heron. Nederst er et flot stempel og en underskrift fra foreningens sekretær. På bagsiden er et brev fra Justitsministeriet, der på et formfuldt engelsk bekræfter, at danske lystsejlere har ret til at bruge splitflag. Et imposant dokument. Det er blevet modtaget med stor respekt på havnekontorerne i Frankrig. Den yngre mand noterede en række oplysninger på sin computer og bad os gå hen til René, der så ud til at være den mest betydningsfulde af de 3 ældre mænd.

Vi gik 6 skridt hen langs skranken, fik øjenkontakt med René og  gentog vores startreplik. Den kan vi på næsten fejlfrit fransk. René kiggede grundigt på skærmen, der overvågede havnen. Så kiggede han på sin computerskærm. Til sidst hev han et stort ark frem. Kiggede længe på det, skrev noget og stregede noget ud.  Endelig  så han op og svarede  – c´est bon.

Vi gik  tilbage til den yngre mand, fortalte at René havde sagt c´est bon, fik en faktura og betalte den.

Efter 30 minutter var vi så indskrevet for en nat.

Da vi forlod hjemhavnen i Humlebæk for 15 måneder siden havde vi to mål :

Middelhavet

og

Stoppe på steder vi ku’ li’

Cannes var et af de steder

Havnen har plads til 1.000 både. Der er en del megayachter og store velholdte gamle sejlbåde med solide teak dæk, skinnende skødespil af messing og blanklakerede master og bomme. Men der var også mindre både. På broen, hvor vi lå, var nogle beboet hele året. På en ældre 26 fods sejlbåd boede en hel familie. Den bestod af 2 voksne,  3 børn og en hund. Skarp kontrast til megayachterne. Her var antallet af beboere minimeret til det mindst mulige og bestod nu af de 2-3 obligatoriske besætningsmedlemmer.

Havnen støder op til den gamle by og promenaden La Croisette, der løber langs hele byens kystlinie. Mange, hvis ikke alle, de dyre mærkevarer er repræsenteret med egne elegante butikker. Her er også flotte hoteller, gode restauranter og hyggelige cafeer.

Promenaden er også kendt for sin festival-  og kongresbygning. Her afholdes den berømte filmfestival, men der holdes også mange andre festivaler.

Blandt andet en TV-festival, som vi oplevede på nærmeste hold. Deltagerne kom fra hele verden. De netværkede på restauranter og caféer og havde betydningsfulde samtaler på mobiltelefon, hvis ikke de da bare koncentrede sig om at se berømte ud.  Andre holdt morgenmøde på megayachter deres firma havde lejet i festivaldagene. Senere festede de med kunder til langt ud på natten.

I den gamle by ligger Musée de la Castre. Det er indrettet i et munkeslot, der ligger højt hævet over havnen. Her er en vid udsigt over hele den store bugt. Museet har en fin samling af antikviteter, primitiv kunst og musikinstrumenter.  En stor del er skænket af den hollandske adelsmand Lyclama, der tog artefakterne med fra sine rejser i Persien i slutningen af 1800 tallet.

Vi nød byens franske og internationale atmosfære. Cyklede langs promenaden helt ud til Palm Beach. Her lavede kite -og windsurfere luftakrobatik i de to dage, hvor mistralen blæste hårdt. Vi gik på stranden og badede. Overværede en jødisk bryllupsceremoni på den elegante bro ud for hotel Carlton. Var på markedet og kørte en dag med bussen ind i landet til bjergbyen Grasse, der også kaldes parfumens hovedstad.

Efter et par dage anduvede en dansk båd på et par pladser fra os. Det var Henrik og Karin fra København. De var ved at afslutte deres femte sejlsæson i Middelhavet. De første to sæsoner var de i foråret kørt i bil fra Danmark til Kroatien. Deres 24 fods motorbåd havde de haft med på en trailer. I efteråret var de kørt den lange vej tilbage til Danmark. Tredje sæson var de kørt til Italien. Da de skulle tilbage om efteråret havde de besluttet at lade båd og trailer blive vinteren over.  For et par måneder siden  havde de skiftet båden ud med en større. Nu var de kommet til Cannes. Her skulle båden overvintre,  mens de selv var i Danmark.

Cannes var et rigtig godt bud på en vinterhavn. Vi havde set, at der var flere ledige pladser. Et par af dem tilmed på vores bro, som vi var begyndt at kalde den.

Men ak….

– Vinterplads ? Det skulle I have ansøgt om i maj, udbrød den yngre kvinde, mens hun stirrede vantro på os bag sin skranke i havnekontoret.

Cirkulære spørgmål som Hvor kan vi ligge i vinter ? Hvem skal ligge på vores plads ?  Hvad gør vi så ? Er der plads i andre havne ? var helt virkningsløse. Selv René mente det ville blive svært. Til den yngre kvindes irritation anbefalede han os alligevel at ansøge om en vinterplads på havnens webside. Vi kunne dog ikke rigtig få at vide, hvornår der ville komme et svar.

Med den yngre kvindes hjælp ansøgte vi på havnens hjemmeside om tilladelse til at ligge i havnen frem til den 31. Marts.

– Men, forsikrede den yngre kvinde – det bliver helt sikkert et afslag. Der er ikke plads til flere.

Vi  gik i gang med også at søge andre vinterhavne. Og fandt en i Port Garavan i Menton.

– Det var svært, men det lykkedes, forklarede Albert. Han var international markedsdirektør i et rumænsk bookingfirma. De havde hovedkontor i Bukarest og ledte sådan nærmest på eget initiativ. også efter en vinterplads til os.

– Og, tilføjede han – det her er Frankrig og ikke Italien eller Spanien. Så I kan godt opgive at forhandle om prisen.

Efter 10 fine dage i Cannes sejlede vi videre øst på mod Menton, der ligger tæt ved den italienske grænse.

Undervejs gjorde vi ophold i Antibes. Det er megayachternes europæiske hovedstad. I yderhavnen lå de største.  Blandt andet Dilbar. Den ejes af russeren Usmanov og er verdens største privatejede fritidsbåd. (Bonusinfo til dem der interesserer sig for megayachts : Dilbar har næsten samme dimensioner som Oslobåden. Den har plads til 1.790 passagere. Dilbar har plads til 40). Længere inde var et bassin for de mindre megayachter – altså dem med en længder på mellem sølle 25-50 meter. Her lå vel et halvt hundrede af slagsen – side om side. I den fine gamle by tilbød en virksomhed megayachtejere at skaffe mandskab og en anden at uddanne mandskabet. En tredje tilbød finansielle løsninger med den besynderlige undertekst at gøre mandskabet finansielt uafhængige.

De fleste megayachter i Antibes sejler kun et par uger om året. Om det er et forbrug på 400 liter diesel i timen eller manglende tid, der sætter grænsen for, hvor tit ejeren lader sig fragte rundt i Middelhavet af sin besætning, fandt vi ikke ud af.

Vi blev i Antibes et par dage.

Da vinden en morgen kom fra vest, tog vi afsted. Da vi var ude af havnen, slukkede vi motoren, satte sejl og strøg forbi Nice og Monaco indtil vi nåede vores vinterhavn i

Menton

ps

Hvis du gerne vil modtage beretninger og film i din indbakke er du meget velkommen til at tilmelde dig vores mailliste. Og bare rolig. Din email bliver ikke videregivet. Du får kun mail, når der er en ny beretning eller film. (Det er ikke så tit). Du kan afmelde  dig til enhver tid. Og så er det gratis.