Skrækhistorie 

I slutningen af september landede vi tidligt om formiddagen i lufthavnen i Nice og trådte ud i hvad der mindede om en flot dansk sommerdag.

Der er knap 2 timers kørsel fra Nice til Lavandou, hvor vi havde efterladt Heron næsten 3 måneder tidligere.

Men vi gav os god tid og kørte langs kysten et par timer. Derfra kørte vi ind over over bjergene på en vej med mange og maleriske hårnålesving. De frembragte billederne af en scene fra Helgenen, der i skikkelse af Roger Moore, kører ned mod Monaco ude af stand til at kontrollere farten, fordi en skurk har saboteret bremserne på hans hvide Volvo P-1800.

Sidst på eftermiddagen nåede vi til bådværftet i Lavandou.

Kommunikationen mellem os og værftet havde under vores ophold i Danmark udviklet sig til at være temmelig ensidigt. I en mail havde vi på google fransk bedt om et tilbud på maling af bunden. Den havde vi fået svar på. Derefter havde der været total radiotavshed fra værftet. Selv en mail oversat af Sarah med deraf selvfølgelig garanti for, at vi nu meddelte os på ægte fransk forblev ubesvaret. Fuldstændig ligesom vores mange telefonopkald.

Et eller andet sted var vi derfor lettede, da vi erfarede, at Heron stod næsten som vi havde forladt hende.

Næsten . . . .

Jo, eneste forskel var nemlig, at bunden var blevet malet.

– Flot ikke ? sagde værftschefen, mens han med en brødbetynget mine lod som om han tørrede sved af panden. Smilende tilføjede han – og vi har også givet kølen primer som I bad om.

Næste dag udskiftede vi zinkanoder og checkede søventiler. Et par timer senere blev Heron med legende lethed løftet ned i vandet af den store kranvogn, der blev betjent af chefen selv.

De næste par dage var vi på en kur af grøntssager, frugt og mindst 3 liter vand hver dag. Den var blevet ordineret af byens kiropraktor. I over en time havde han med en sprudlende energi brækket og bukket i Carl for at kurere,  hvad vi alle mente var en led hælspore. Han havde afsluttet behandlingen med ordineringen af den skrappe kur – måske affødt af at han havde en alternativ uddannelse som kinesiolog.

Vel inde i kuren begyndte vi klargøringen af Heron. Et nyt check af søventilerne viste at et håndtag, der kunne drejes mistænkeligt nemt, slet ikke havde kontakt med lukkekuglen. Det betød at ventilen ikke kunne stoppe indtrængende havvand, når og hvis det blev nødvendigt,

Der var en del banden og sværgen over hvorfor h….. de s…. søventiler ikke var blevet ordentligt checket, mens Heron var på land. Men ederne løste ikke problemet. Der var ikke andet at gøre end at komme på land igen og udskifte ventilen.

Vi tog fat i værftschefen.

– Rien de probleme, smilede han beredvilligt ved den uventede mulighed for at kunne kapitalisere på sin kranvogn.

Et par timer senere var Heron igen på land. Et lille værksted ved siden af værftet, gik straks i gang med at udskifte ventiler og gennemføringer. Næste eftermiddag var Heron tilbage i vandet.

På Heron er der ligesom på mange andre både en bovpropel. Propellen er monteret under vandlinjen og drives af en 3kw elektrisk motor. Begge er placeret i stævnen og betjenes med et kontrolpanel i cockpittet. Da vi bakkede ud af dokken og ind mod vores plads brugte vi bovpropellen flere gange for at holde Heron i midten af det smalle stykke mellem de to broer.

Pludselig skete der ingenting med motoren når man trykkede på kontrolpanelet.

Den manglede respons var ikke i sig selv et problem. Vi kan nemlig sagtens manøvrere Heron uden bovpropel. Problemet var at den elektriske motor ikke kunne stoppes. Den fræsede videre og trykkede stævnen mod bagbord for fulde omdrejninger uanset hvor hårdt der blev trykket på kontrolpanelet.

Nu blev det svært at manøvrere.

Stævnen svingede med et knald mod søgelænderet på en båd på vores bagbord side. Vi bakkede for fuld kraft. Den løbske bovpropel skubbede stadig stævnen mod bagbord. Så gav vi kraft frem. Det gik bedre, men det var stadig ikke os der helt bestemte, hvor Heron skulle hen i den smalle passage.

En elektrisk motor på 3kw afgiver varme og kører den for længe afgiver den så meget, at den kan udvikle brand.

Nu fik vi pludselig nytte af det sikkerhedskursus vi havde været på for flere år siden. Per refleks huskede vi nemlig også at der var en separat afbryder til den elektrisk motor.

Pia for ned om læ, drejede på afbryderen og den løbske motor stoppede øjeblikkelig.

Vores efterfølgende gennemgang af systemet afslørede at kortslutningen skyldtes at kontrolpanelet var defekt.

Det er ikke godt at vide hvordan en sådan defekt pludselig opstår. Om skurken, der saboterede Helgenens bil, har haft en finger med i spillet må vi nok lade stå hen i det uvisse.

PS
Du kan læse om hvor galt det kan gå med en løbsk bovpropel ved at klikke Her